skip to Main Content

At sidde fast i en følelse fra barndommen

Engang var jeg usikker på mig selv.

Og på sin vis bange.

Dybt nede, var jeg egentlig ked af det.

De gamle blev skilt, da jeg var omkring 9 år.

Derefter var der noget inden i mig, der bristede.

Nogle følelser, der ikke kom ud.

Nok ikke udadtil, i så høj grad.

Men indeni, var det ikke helt i orden mere.

Al deres skænderi, drama og konflikt, var ikke sundt, for så ung en knægt.

Jeg blev derfor delvist tiltrukket, af det lidt mere hårde slæng i provinsbyen.

Deres mere hårde attitude og livsstil, spejlede mine egne ubebearbejde følelser.

Knallerter, læderveste og en hel del hash var stilen.

Alligevel var jeg ikke som dem.

Mange af dem havde faktisk middel- eller overklassebaggrund, med forældre der ikke rigtig havde tid til dem.

Jeg var ikke så hårdt ramt, som de mest forsømte af knægtene.

Jeg gik i gymnasiet, men kunne ikke rigtig glide ind i lancier-viben.

Det var svært for mig, at koble mig på al den glitter og ungdomsglæde.

Så jeg slog mere og mere løs på trommerne, og begyndte at spille musik professionelt.

Kunsten var en kærkommen ventil for følelserne.

Trommerne blev til komposition og lydkunst.

Men der var stadig et gråt visir, der prægede mig på et dybt plan.

Som privatperson, gemte jeg også væsentlige dele af min personlighed væk.

Hvorfor havde jeg svært ved, at være helt åben, fri og dybest set bare mig?

Hvorfor havde jeg svært ved at rumme det gode, overfloden, succeserne og kærligheden?

Hvorfor nægtede jeg mig selv at blive i det positive flow?


At sidde fast i en følelse fra barndommen

Grundfølelsen der prægede mit liv

Jeg lagde både kunsten og akademismen på hylden, og blev uddannet terapeut, for at finde svar.

Jeg fandt ud af, at der dybt nede i mig, lå en ubearbejdet grundfølelse, der stadig rumsterede på et underbevidst plan.

Langt op i voksendommen, havde denne grundfølelse styret og præget mit liv på mange planer.

Grundfølelsen var noget så elementært, som, ’det-er-synd-for-mig’.

Grundfølelsen blev plantet i mig, under mine forældres konfliktfyldte og dramatiske skilsmisse, da jeg var 9 år.

Der var aldrig nogen, der dengang spurgte mig: ’Hvordan har du det Magnus’?

Jeg bebrejder dog ikke mine forældre.

De kunne kun give videre, fra det niveau de selv var på.

Deres rygsæk.

Deres sociale arv.

Alt er godt

TIP:

Er du forældre, så husk at spørge dine børn af og til:

Hvordan har du det?

Hvad mærker du i kroppen?

Hvordan føles det?

Giv det tid til at folde sig ud.

Vær åben og lyttende.

Vi skal ikke dvæle i eller campere i følelserne, men få spurgt ind til det med jævne mellemrum.

Især hvis der har været dramaer eller konflikter i familielivet.

Hvis du selv har en ubearbejdet uhentsigtmæssig grundfølelse, så få hjælp til at komme videre.

Du er velkommen her på klinikken.

BOOK EN TID
CLOSE
CLOSE