skip to Main Content
Behandling Af Børn Og Unge Med Psykisk Mistrivsel

Alternativ behandling af børn og unge med diagnoser

Alternativ behandling af børn og unge med diagnoser indenfor spektret af psykisk mistrivsel trænger sig på i det danske samfund.

Cirka femten procent af børn og unge bliver diagnosticeret med en psykisk sygdom inden de fylder 18 år.

Antallet af 10-24-årige, der bliver diagnosticeret med psykisk sygdom som f.eks. angst, depression, spiseforstyrrelse, ADHD eller autisme, er steget i løbet af de seneste 20-30 år.

Antallet af børn og unge med kontakt til det psykiatriske sundhedsvæsen er steget med 50 procent på 10 år frem mod 2018.

Der er ydermere en tendens til at gruppen bliver stadig yngre i behandlingssystemet.

Børnene og de unge prædikeres stadig oftere med diagnoser af skoler, af lægevidenskaben og i psykiatrien.

Jeg har stor respekt for det store og ofte psykisk belastende arbejde, læger, sygeplejersker og psykiatere laver på de børnepsykiatriske afdelinger i Danmark.

Og jeg respekterer 100% skolelærerenes forsøg på at favne de meget differentierede klasser med mange forskelligartede elever.

Når dette er sagt, er jeg dog dybt forundret og foruroliget over, at sundhedssystemet og skolerne ikke medtænker meget mere differentieret og også alternativ behandling af børn og unge med diagnoser.

Det handler nok meget om ressourcer og økonomi, men også om indstilling til bæredygtig sundhed.

Min holdning er, at mere alternativ behandling af børn og unge med diagnoser, trænger sig stadigt mere på i vores samfund og i vores sundhedssystem.


Skal børn og unge med psykisk mistrivsel medicineres? 

Jeg er i mange tilfælde skeptisk over for den stadig mere udbredte brug af diagnoser, da de ofte fastlåser børn, unge og forældre i en rigid sygdomsidentitet.

Og jeg er endnu mere skeptisk overfor den stadig stigende brug af medikamenter relateret til psykisk mistrivsel i det etablerede sundhedssystem.

Især når det gælder børn og unge.

Sundhedsstyrelsen skriver i sin ‘vejledning om medikamental behandling af børn og unge med psykisk lidelser‘ i 2019:

Behandling med lægemidler er aldrig førstevalg ved depression, angsttilstande, OCD m.v. hos børn og unge. Psykosocial intervention i form af psykoedukation, psykoterapi og stressaflastning skal altid forsøges først, og er altid førstevalg ved angst, OCD og let til moderat depression. Såfremt medikamentel behandling overvejes, skal der være afprøvet relevante ikke-farmakologiske behandlinger af rimeligt omfang og varighed.

Sundsstyrelsen anbefaler altså ikke medikamental behandling af børn og unge som førstevalg ved psykisk mistrivsel.

Her anbefales ‘psykosocial intervention’, hvorunder terapi i forskellige former hører ind.

Regeringens udvalg om psykiatri nedsatte i maj 2012 en arbejdsgruppe, der fik til formål at beskrive udviklingen i diagnoser og behandling på psykiatriområdet.

Læs engang nedenstående uddrag fra deres rapport fra 2013, der beskriver udviklingen i psykiske lidelser over tiåret 2001-2011:

I takt med stigningen i ADHD-diagnoser er forbruget af ADHD-medicin vokset eksplosivt […] Endelig er den høje forekomst af samtidig brug af ADHD-medicin og andre psykofarmaka hos børn bekymrende, da sikkerheden herved er mangelfuldt belyst

Citaterne ovenfor er  fra ‘Afrapportering fra arbejdsgruppe 2 under regeringens udvalg om psykiatri 2013’ på Bedre Psykiatri.dk

Det konkluderes altså at børn med ADHD diagnoser og behandling med ADHD-medicin til børn, er eksplosivt stigende og samtidigt bekymrende, grundet manglende viden om ADHD-medicinen.


Er diagnosticering godt ved psykisk mistrivsel?

Diagnoser såsom ADHD mfl. er ikke en sandhed, men derimod en måde skole- og behandlingssystemet bedre kan systematisere og ordne på, og dermed fremstå mere autoritær og behandlingsklar.

Diagnosticering af barnet er ofte også for forældrene, en tiltrængt måde at finde mere fred med dem selv på, da de hermed bedre kan slippe det psykosociale ansvar og lægge det over på diagnosen og systemet.

Først via diagnosen får forældrene nemlig hjælp i systemet.

Ofte efter mange års opslidende familieskab og uvished om årsag til barnets lidelse.

Jeg har selvfølgelig fuld forståelse for at opslidte forældre har brug for en tiltrængt “landing”!

Men psykiske diagnoser fastsættes ikke entydigt videnskabeligt evidensbaseret,  via f.eks. blodprøver eller vævsanalyset etc. , men typisk via relativ subjektiv aflæsning af barnets adfærd, ofte fra forskellige faggrupper med meget forskellige baggrunde.

Diagnoserne er et øjebliksbillede af barnet og et samleprædikater for en bredspektret vifte af meget varierende og måske diffuse symptomer.

For mange – også lægevidenskab og skolesystem – er verden nemmere at gå til, når den passer ned i en kasse med et dertilhørende navn.

Forståeligt nok.

Men diagnoserne kan i nogle tilfælde være med til at fastlåse børn og unge i en sygdomsidentitet, der ikke nødvendigvis er sundhedsfremmende for dem selv.


Hvad er en diagnose egentlig?

Vi skal også huske på, at diagnoser ikke er definitive sandheder, men udtryk for kultur, interesser og historik.

Vedtagelserne af diagnoserne på et internationalt plan, har desværre en stærkt kritisabel metodik og historie.

Som eksempel kan nævnes at f.eks. homoseksualitet blev klassificeret som en psykisk forstyrrelse af den amerikanske psykiatriforenings diagnosesystem DSM mellem 1968-1973.

Samme amerikanske psykiatriforening vedtog ved håndsoprækning i 1987 diagnosen ADHD, som i dag diagnosticeres ved iagttagelse af barnets adfærd.

Der er med andre ord tvivlsom metodik, interesser, historik og kulturelle normer på spil i diagnosticering af psykiske lidelser.

Også i dag.

Min skepsis overfor diagnosticering og medikamental behandling af psykisk mistrivsel, er ikke udtryk for at ville rakke ned på det etablerede sundhedssystem.

Jeg giver snarere et hint eller stiller et åbent spørgsmål, om en mulig sammenhæng mellem sundhedssystemets behandlingstilbud, historik i sundhedssystemet og interessenter i sundhedssystemet.

Kunne det mon tænkes at især medicinalindustriren, fodrer forskere og forskning med midler, der peger på diagnoser, der skal medicineres?

Diagnosemarkedet må formodes at være medicinalindustriens slaraffenland og dermed profit?


Er medicinering af psykisk mistrivsel vejen frem?

I visse tilfælde er medikamental behandling af psykisk mistrivsel rigtig godt og måske den mindst ringe løsning.

I svære psykiske tilfælde kan medikamental behandling være den mindst ringe løsning og også en åbning for overhovedet at kunne påbegynde en psykoterapeutisk behandling.

Da alternativet ellers kan være en patients død, eller alvorlig skade på andre eller selvskade.

Forståeligt nok, er medikamental behandling en personaleresourcemæssig nemmere løsning, ude i de ret så pressede psykiatriske institutioner. En presset branche, der ofte lider af underbemanding.

Men den eskalerende medikamentale behandling af psykisk mistrivsel mere generelt i sundhedssystemet, bl.a. hos praktiserende læger er i min optik et skråplan.

Sundhedsstyrelsen skriver i sin ‘vejledning om medikamental behandling af børn og unge med psykisk lidelser‘ i 2019:

For de fleste af de lægemidler, vejledningen omfatter, er der kun sparsom dokumentation for anvendelse hos børn og unge, særligt kan der mangle viden om optimal dosering samt erfaring ved langtidsbehandling. Kun få lægemidler er godkendt til brug til børn og unge med psykiske lidelser.

Der findes altså kun sparsom dokumentation for anvendelse af de fleste af de lægemidler der bruges til medikamental behandling af børn og unge med psykiske lidelser.

Det i sig selv er vel nok til at forholde sig yderst skeptisk.


Et skråplan

Medikamental behandling af psykisk mistrivsel kan også ses som en skråplan, fordi:

  • Medikamental behandling kan have bivirkninger
  • Bivirkningerne kan være ukendte på det lange plan
  • Der kan kræves stigende dosis med tiden
  • Det kan være svært at trappe ud af medicinen

Medikamental behandling fjerner ikke årsagen til lidelsen, men symptombehandler på den korte bane. Et slags quick fix med potentielt bagslag.

Min agenda med al denne kritik er, at sundhedssystemet med fordel kan gentænkes meget mere holistisk, og skal til at åbne op for et meget bredere spænd af alternativ behandling af patienter med psykiske diagnoser.

Alternativ behandling af børn og unge med diagnoser, trænger sig altså stadig mere på i vores samfund og i vores sundhedssystem.


Hvad kan du selv gøre som forældre til børn og unge med diagnoser:

Nedenfor giver jeg dig mine bedste forslag til alternativ behandling af børn og unge med diagnoser.

Både akut og forebyggende.

  1. Undgå skadelig kemi generelt og under moders graviditet

Undgå eller reducer skadelig kemi i materialer og kost, især før og under moderens graviditet, men selvfølgelig også sidenhen.

Hvis du vil have hjælp til kostændringer, kosttilskud og til at undgå skadelig kemi under graviditet og i børnefamilien, så er der god eksperthjælp at hente via Rose Maimonide og hendes forum ‘Grøn Stue’ eller ved at læse hendes bøger ‘BABY’ og ‘Dit sunde barn – sådan!’.


2. Sørg for nærende kost og kosttilskud i børnenes opvækst og også under behandling

Både forældre og institutioner skal være meget mere opmærksomme på, at give diagnosebørnene (og raske børn generelt) en nærende kost, ved at reducere sukker og tomme kalorier, og give kosttilskud såsom fiskeolie m.m. til børnene.

Hvis du vil læse en god nem bog om kost og ADHD, så læs Karen Nørbys bog ‘Kost og ADHD – En nemmere hverdag trin for trin’. Eller læs Rose Maimonides bøger ‘BABY’ og ‘Dit sunde barn – sådan!’.


3. Reducer computer/fjernsyn/sociale medier etc. og fokuser i højere grad på nærvær, bevægelse, natur, sport og ikke mindst søvn.

Skær væsentligt ned på forbruget af computer/fjernsyn/sociale medier, og få meget mere nærvær, sansning, motorik, fri leg og natur i spil i barnets dagligdag.

Vær også opmærksom på at barnet får nok stabil søvn.

Jo mere børnene ser forældrene gøre dette selv , jo mere gør børnene det af sig selv.

Forældrene kan med fordel selv begynde at være den forandring de gerne ser i deres børn.

Rudolf Steiner institutionerne kunne også være en mulighed for at understøtte barnet på dette felt.


4. Forstå at barnet ikke er sin diagnose.

Som nævnt er mange interesser, historik og kulturelle normer på spil i diagnosticering af psykiske lidelser.

En diagnose er ikke sandhed, men et øjebliksbillede af aflæste symptomer hos barnet i en bestemt alder, som i højere eller mindre grad kan underordnes et diagnostisk prædikat.

Diagnosticering inkluderer ikke årsagssammenhæng, men er udelukkende aflæsning af symptomer, på et bestemt tidspunkt i barnets liv.

Hvis du er interesseret i at læse mere, om en et differentieret kritisk syn på diagnoser, kan du f.eks. læse Ib Hedegaard Larsens ‘Barnet bag diagnosen’.


5. Få selv hjælp, støtte og terapi som forældre.

Hvis et barn skal heale psykosocialt, er det ofte stærkt anbefalelsesværdigt, at hele eller dele af familien også går i terapi eller starter på noget selvudvikling.

Altså terapi til den forældre som har et barn i mistrivsel.

Fordi du som forældre ofte ubevidst kan være med til at sprøjte “benzin” på dit barns lidelse.

Når du som forældre bliver hjulpet og guidet, og selv får det bedre, bliver du en bedre rollemodel.

Derfor kan det være smart at du som forældre selv får hjælp og terapi.


6. Giv dit barn effektiv hjælp og støtte via terapi og behandling

Dit barn skal selvfølgelig også have nærværende terapeutisk hjælp.

Så barnet eller den unge kan få nærværende og fokuseret hjælp til det svære og nogen gange traumatiske, som typisk ligger og kan være en væsentlig årsag til lidelsen.

Og så skal barnet eller den unge have brugbare redskaber, teknikker og strategier som taler til, og i, barnets eller den unges egne forståelses- og referencerammer.

Til mindre børn kan der derfor kræves terapi/terapeuter der er specifikt målrettet denne aldersgruppe.


Hvilke muligheder tilbydes?

Jeg anbefaler klart at både forældre og barn, får effektiv terapeutisk behandling, helst så tidligt som muligt i et formodet sygdomsforløb, men bedre sent end aldrig.

Er barnets psykiske lidelse allerede svært fremskreden, kan det være nødvendigt med en psykiatrisk udredning i det etablerede behandlingssystem.

Jeg tilbyder selv følgende muligheder for hjælp til ældre børn, unge og deres forældre:

BOOK EN TID